Rapport fra Horungtinderne

Rapport fra Horungtinderne

I vaar Herres aar 2017 reiste jeg fra Stavanger i medio August, for at søge aa bestige en eller flere af de spidse toppe i Vest-Jotunheimen, i området som paa folkemunde kalles "Horungerne", eller "Hurrungane" blant de lokale bønder og fangstfolk. Navnet kommer efter sigende fra et gammelt sagn om et "Brudefølge, bestaaende tilligemed Brud og Brudgom af 7 personer, alle ilde berygtede som meget ugudelige og ryggesløse mennesker, reiste til Kirke, hvor vielsen skulde fullbyrdes. Underveis ble de af en straffende Guddom forvandlede til disse syv Fjeldtoppe, og man viser paa de to høieste Tinder som Bruden og Brudgommen. (..) Hos en nyere Forfatter har jeg seet fjeldet kaldet Hurrungerne. Om dette er en Forfinelse, eller maaske den rigtige Udtale, skal jeg lade være usagt. Visst er det, at her i Egnen er Fjeldets navn Horungerne, hvilket karakteristisk synes at prege hen til hint anførte Sagn." (Sogneprest Ulrik Fredrik Bøyesen i ukebladet "Hermoder",1818)

   Horungerne, sett fra samme dalside som 

Sogneprest Bøyesen observerte dem fra i 1818

Søndag den 20. August: Store Soleibotntind (2083 moh)

Da jeg ankom hotellet ved Turtegrøen sent Lørdags aften, og min klatreven Købmand Rognæs ikke vilde befinde sig i Jotunheimen før Søndags kveld, tenkte jeg at forsøge aa recognicere morgendagens Turmaal; Store Austabotntind, fra dette fjeldets mest nærliggende top, Store Soleibotntind. Jeg begav mig i vei i daarligt vær med regn og taake, med forhaabninger om oplet utover dagen. Været blev imidlertid kun daarligere eftersom jeg nærmede mig toppen, men da jeg først hadde begit mig ivei, saa jeg ingen grunn til at vende før jeg hadde kommet til enden af den lange og stenete fjeldryg, som Store Soleibotntind er. 

Jeg trodde at jeg befandt mig alene paa fjeldet denne Søndagen, men best som det var hørte jeg stemmer, og fik øie på to Fruentimmer som virrede tilsyneladende formaalsløst frem og tilbage paa tvers af fjeldryggen. De hadde begit sig ivei uten at medbringe kart eller kompas, og var ved aa snu idet de fik øie på mig. Da jeg havde tatt ut en god kompaskurs ved en varde jeg havde passert, lot jeg dem følge mig til toppen, og kunde glæde mig over deres muntre sælskab resten af turen. Vi påtraf ogsaa en antagonistisk og dunkel mann, formodentlig fra Bayern, med sin forsagte hustru paa sleb, og med to digre aluminiumsstave som han fektede sig vei med gennem uren, men disse var saa uindtresserte i vaares selskab, at vi lot dem i fred.

Da vi efter hvert kom til enden af den lange ur, og til toppen af Store Soleibotntind, var der saa taaget og fugtigt at man knapt kunde se fem alen foran sig. Planen om at tage Store Austabotntind i nærmere øiesyn, mislykkedes sådan; man kunde ikke ha sæt den tilliggende fjeldryg om man saa var clairvoyant. Jeg tok dermed kun en kort rast i lag med mit feminine sælskab, før vi begav os paa vei ned igjen. Til tros for svært daarlig sigt, bød ikke tilbageturen paa nævneverdige problem, udover at tyskerens kone skled og falt i den bratte og glatte ur, og da hennes husbond uforfærdet fortsatte sin styltevals over Graniten uden at se sig tilbage, maadte vi hjelpe Madammen paa benene og se til, at hun ikke hadde forvoldet sig skade.
Til tros for at man maa kalde denne fem timer lange tur en heller mislykket affære, kunde jeg glæde mig over nye bekendskaber, i form af fremtidige brevvenne. Fjeldet har, som altid, noget aa byde paa.

Mandag den 21. August: Store Austabotntind

Paa Søndag ettermiddagen, fik jeg gensyn med min gamle ven Købmand Rognæs, og det var svært hyggelig. Det var hans første reise til Horungerne, og han gledet seg saa til at tage landskabet i øiesyn, at han sprat op paa den nærmeste top saa snart han hadde fått ordnet sit telt paa Turtegrøen. Vi avtalede aa legge ivei til Store Austabotntind klokken 9.00 morgenen efter, da værvarselet for morgenen var ringt, men at det skulde bli sol og oplet henimod eftermiddagen.

Som meteorologene havde forutset, startede dagen med regn i luften og et tæt og lavt skydekke. Vi la ligevel kjekt ivei, med tau og andet klatreudstyr i sekken. Isøkserne vaare lod vi ligge igen, da vi ikke saa for oss at de vilde komme til nytte.

Turen over fjeldryggen opp mod Austabotntinderne er ganske anderledes fra gaardsdagens Soleibotntind. Her er mere fast fjeld, og turen byr ogsaa paa interessante utfordringer hvad angaar veivalg mod slutten. Op mod Vestre Austabotntind maa man først krydse et exponert snøfeldt, for saa at klyve videre gennem smaa renner og stene, uden at dette byr paa andre utfordringer enn lidt kilen i maven for dem der har høideskræk. Dette gledet Købmand Rognæs stort, da han ingen høideskræk har, og heller ikke erfaring med hverken snøfeldt eller isbreer fra før af. Han var ved stor munterhed efter å ha krydset sit første.

 Paa vei mod Austabotntinderne

Vi havde oplevet skiftende værforhold hele turen gjennem saa langt, men det var vaart haab at værvarselet om sol og letskyet skulde slaa til inden vi var ved toppen og skulde ta fat paa klatringen. Imidlertid tætnet skyene til omkring Midtre og Store Austabotntind, og det begynte aa snø. Dette var uforudset, og vi var ikke i stand til aa skimte mer en contourene af de foran os liggende tinde. Dette bekymrede os i den grad, at vi ikke kunde se ut vår trasé til toppen fra der vi stod, og vi kunde heller ikke forutsi om forholdene vilde utvikle sig til det værre, i saa tilfelde vilde det blive en mer krevende og forfærdende tur enn først antat. I glimt fik vi se, at det mellem Midtre og Store tind laa et langt snøfeldt som maadte krydses, og at dette laa exponert til, med et stort fall mod avgrunden om man skulde være saa uheldig aa gli. Paa dette tidspunkt fremstod det som en grov feilvurdering aa ha efterlatt økserne i vognen. 

Med alle disse negative vurderinger i hu, blev det vaar beslutning aa snu. Vi havde begge vaare tanke og ambitioner i retning af morgendagens turmaal, og ønskede ikke aa bruge for meget af vaare krefter paa Store Austabotntind. Imidlertid skulde vi opleve at været, svigefuldt som det store hav, snudde til det bedre allerede efter en knapp time af nedturen. Hadde vi smøret os med taalmodighed, skulde Austabotntinderne ganske overkommelig ha vært klatret, men den slags kan man ikke forudsi paa forhaand. Vi gledet os over den efter hvert straalende udsigt, og at dagen paa fjeldet ikke havde kostet særlige krefter. Klokken var ikke mer end 15 da vi var tilbake ved Turtegrøen.

                                                    Købmand Rognæs i hårdt vær.

                                            Med fred i sjelen, tok vi beslutningen om aa snu.

                              

                                     Det viste sig, at værtjenesten til en forandring holdt sit ord.

Tirsdag den 22. August: Store Skagastølstind
Morgenen efter, var det duket for vaart hovedmaal med reisen: Horungtindernes Løve, selveste Store Skagastølstind. Denne klatretop havde jeg hat baade gode og onde drømmer om de forgangne to aar: For mig havde efter hvert fjeldet vokset sig saa stort i mit indre, at det naa fremstod som en Mørk Majestet i mit sind, representerende alt hvad vondt havde vært i mit liv saa langt. Aa klatre Storen var nu ikke mindre end at give sig i kast med sin egen Demon for mig, og det genererede megen frykt, jo nærmere fjeldet jeg kom. Oprindelig var vaares plan aa krydse Skagastølsryggen, men da rapporter kom om daarlige og skumle forhold paa traversen, bestemte vi os for aa forsøge toppen via Heftyes renne. Dette betød dessverre at all den tid som hadve blit lagt ned i aa tilegne sig kundskab om terrenget over traversen, nu var bortkastet, og man maate begynne at lese sig til aa forstaa det komplekse terrain fra Bandet og til Heftyes renne. I tillegg forkastede vi vaar plan om aa flytte vaares telt til Skagadalen, da Købmand Rognæs led af knirkete knær mandag eftermiddag, og vi besluttet aa ta fatt på turen til Store Skagastølstind fra Turtegrøen og til Bandet, liggende mellom Skagadalen og Midtmaradalen. Vaares anmarsch ville dermed blive rundt halvannen time lengre.
Natten i teltet fram mot Tirsdags morgen var forfærdelig. Paa grund af det indkommende høitryk, blev det kaldt og minusgrader i sommernatten. Jeg var urolig, og da jeg til slut sovnet litt over tre om natten, våknede jeg mang en gang af onde drømme: Jeg saa mig selv falle fra tinden, og saa min datter i sorg og fortvilelse over sin fars uforsigtige daarskab og død. Ved morgenen var jeg reduceret af nattens kamp mot mine demoner, og jeg havde svært med at spise. Jeg somlede fælt med min oppakning, og klokken var nærmere halv åtte da vi dro i vei. Købmand Rognæs paa sin side, var blid og optimistisk som altid. Jeg, derimod, kende paa sommerens daarligste dagsform, og var ved at kaste op allerede efter en kilometers gange. Om det kom af den elændige nat eller af pur angst er uklart, men man kan vel skylde paa begge dele. 
Ved 11-tiden var vi fremme ved Bandet, og skulde gi os i kast med opstigningen mot svaene hvor klatringen begynner. Vi antok at det vilde være mest hensigtsmessig aa følge de allerede opgaaede spor i snøfeltene, og gik disse saa langt vi kunde. Dette viste sig i eftertid aa være feil: Det er kun de to første snøfeldt man skal krydse, og vi maa anta at det her kan ha gaaet tabt en del tid. I tillæg kom vi ud for langt mot Sør, og maadte giøre en retour for aa komme i rigtig position til de lettere dele af Svaene. Dette gik uten nevneverdige problem, men igen gik der tid tabt. Købmand Rognæs ønskede aa ta igen for det tabte ved aa klatre Svaene uden tau, noget der ikke er usedvanligt, men jeg var endnu i min nats mare, og insisterede paa at sikringsmidler skulde taes i brug, der et missteg kunde ha fatale konsekvencer. Igen tok min angst og beven for det store fjeld verdiful tid fra os.

Men det er forunderligt med de store fjeld: Jo nærmere man kryber indpaa dem, desto mindre bliver de. Efter som dagen gik, gjenvandt jeg noget af min styrke, og vi nærmede os sakte men sikkert toppen. Nu var imidlertid solen ved aa komme lavere paa himmelen, og vi havde ikke mer tid aa skusle bort. Desverre maate jeg nok en gang insistere paa aa bruge tau op mod den formation som kalles for "Hjørnet", da denne renne var fuld af sne og is, og det var svært at forstaa hvilket feste underlaget vilde gi. 

                                          Købmand Rognæs puster fornøyd ut efter Svaene.

                                                             Paa vei mod Hjørnet

Til sist var vi kommet saa langt man kan komme mot toppen uten aa maadte ta i brug rene klatreferdigheter. Klokken var da blivet rundt 17, og det hastede med aa finde Heftyes renne. Men her stod vi fast. I eftertid ser vi, at vi havde gaaet lidt for langt op paa Hjørnet; vi skulde ha rundet dette lidt tidligere, hvorpaa vi havde fundet det kjente "hyllegalleri" som leder til klatrerouterne. Paa dette tidspunkt begynte vi aa bli trædte, og defencive i vaares indre: Skulde vi fortsette vaares leting efter den rigtige trasée, eller var det nu paa tide aa snu for aa forsikre sig om at man fik dagslys til den krevende del af nedstigningen? Vi stod lenge over denne beslutning. Jeg var stemt for aa snu, men antog at Købmand Rognæs vilde staa paa videre, med sit ungdommelige paagangsmod og styrke. Overraskende nok var ogsaa Rognæs i ferd med aa havne i tvivl. Det terrain han hadde beveget seg over var ogsaa nytt for ham: Tanken paa aa maadte lede op Heftyes renne paa stegjern var ikke heller for ham fristende. Nok en gang besluttede vi aa snu: Nu var vaares to klatremaalsetninger forgangne for oss for denne gang. 
Retouren gik uten vanskeligheter, men mørket falt paa da vi kom ned til Bandet. Fra hytten til Norsk Tindeclub maadte vi ty til hodelykt for aa ta oss ned til Turtegrøen, hvor vi ankom paa slitne ben klokken 23.30, efter 16 timer paa fjeldet. Denne nat sov jeg som et barn, og vaaknede til at baade jeg, Købmand Rognæs og fjeldet befinner os i verden endnu, for kanskje aa møtes igen ved en annen anledning.   

                                                              Tusmørke i Skagadalen 

Var dette saaledes et nederlag? Et sviende tab mod sit udsedte fjeld og indre demon? Nei, det kendes slett ikke saadan. Jeg overvandt ikke fjeldet, men kan et fjeld overvindes? Kan ens indre demoner og mørke overvindes? Nei, ingen af dem kan det. De kan bare forsøges og kjempes, i en paagaaende kamp man aldri helt vil vinne, men heller aldri helt vil tabe, saa lenge man ikke opgir kampen for all tid. Jeg forsøkede med det beste jeg havde aa gi den selvsamme dag, og saa lenge man lever til aa forsøge videre, med den takt og forsiktighed der kreves, gaar man aldri helt tabt; hverken i sig selv eller fjeldet.

Hermed slutter jeg mine skildringer fra Jotunheimen til bloggen, rimeligvis for bestandig.

S.R.